HISTORIE

Frederikssund brandvæsens historie.

Februar 1629 var en kold måned. Der blev derfor lagt ekstra brændsel på ildstederne og i kakkelovnene i Ude Sundby.

Desværre gik fyringen galt på en af gårdene i byen.

I et ubevogtet øjeblik sprang nogle gnister fra ilden, og fik fat i gården træværk.

Da det blev opdaget var det for sent.

Ilden havde allerede godt fat, og uheldige vindforhold gjorde, at ilden bredte sig med lynets hast.

Snart efter fængede ilden også i nabogården, og snart også i gården ved siden af og så fremdeles.

På kort tid nedbrændte 13 af byens stråtækte bindingsværksgårde, samt flere huse.

5 gårde overlevede branden, og her måtte de brandlidte rykke ind, mens man tog fat på byens genopførelse.

Dette skete ved at kongen donerede hver gårdmand 200 mursten, samt tømmer til flere af bygningerne. Det 

lykkedes derfor, på et par år, at få byen på fode igen, og dagliglivet kunne fortsætte som det altid havde gjort.

Når branden fik så stort et omfang skyldtes det, at man ikke havde nogen midler til at bekæmpe ilden. Var 

man heldig, kunne man rive den brændende længe ned, og trække den væk fra andet brændbart materiale. 

Var man uheldig kunne resultatet blive som beskrevet ovenfor. Et brandvæsen var der ikke tænkt på endnu. 

Der skulle gå 130 år, før der kom en brandsprøjte i nærheden af Ude Sundby, nemlig i Frederikssund.

I Frederikssund var bebyggelsen tættere end i Ude Sundby, og da byen desuden var en købstad, havde den 

faktisk pligt til at anskaffe en brandsprøjte. Det bød lovgivningen.

Man bestilte derfor i 1747 sin første brandsprøjte, men af en eller anden grund blev den aldrig leveret. I 1756 

gjorde man et nyt tiltag. Man fik bestilt en brandsprøjte i København. Igen gik der lidt tid, den blev først leveret 

i januar 1759. Inden sprøjten nåede frem, havde man købt forskelligt udstyr så som brandstiger, vandspande 

og brandhager, alt sammen nødvendige ting, når man skulle give sig i kast med brandbekæmpelse.

I juni samme år skulle man endelig afprøve nyanskaffelsen.

Byfogeden fra Slangerup troppede op for at besigtige sprøjten. Og mon ikke mange af byens borgere også 

var til stede for at betragte det tekniske vidunder.

Man tog straks fat på at pumpe, og straks begyndte vandet at vælte ud. Dels fra strålespidsen, men også af 

flere huller på slangen. Derudover havde pumpen svært ved at sætte tilstrækkeligt tryk på vandet, til at det 

kunne nå op til tagryggen. Man blev nødt til at anskaffe en ny sprøjte. Man kunne ikke være tjent med at skulle 

vente på at bygningen var brændt så langt ned at ilden kunne nås med vandstrålen.

I 1761 kom der en ny lovgivning, om hvordan brandvæsnet skulle indrettes, hvad der krævedes af materiel og 

mandskab, hvordan man skulle sikre sig mod ildsvåde samt en række andre bestemmelser, der alt sammen 

skulle mindske risikoen for, at en by gik op i luer. Lovgivningen gjaldt kun købstæderne. Disse var tæt 

bebyggede, og det var her man havde størst grund til at frygt for ildebrand.

Loven gjaldt også Frederikssund, en af Danmarks meget små købstæder, når man ikke regnede Slangerup 

med. Det var man godt selv klar over. Begejstringen var derfor ikke stor, da frederikssunderne fandt ud af, 

hvad lovgivningen krævede af mandskab.

Der skulle både udnævnes brandinspektør, brandmester, strålemester, sprøjtemester, hver havde en 

assistent, to rodemestre og endelig de menige brandfolk. Alt i alt, et anseeligt mandskab for en lille by. Alle 

byens øvrige borgere skulle hjælpe med at slæbe vand til slukningen. Men med de fleste borgere udnævnt til 

alle mulige stillinger, var der ikke mange vandbærere tilbage. Heldigvis fik man en god idé. Man kunne spørge 

Ude Sundby, om de ville være med til arbejdet. Frederikssund skulle nok selv påtage sig alle udgifterne og 

besætte stillingerne i brandkorpset. Ude Sundbys borgere skulle bare forpligte sig til at slæbe vand, når der 

var ildløs, og hjælpe ved pumpen. Så ville Frederikssund brandkorps også straks stille op, hvis ilden skulle 

bryde løs i landsbyen. Eneste betingelse var, at man skulle have lov til at føre kontrol med folks ovne og 

ildsteder i Ude Sundby. Var de ikke i orden, ville det også være til fare for Frederikssund. Forslaget gik glat 

igennem samme år. (1761).

Ildløs var heldigvis ikke en dagligdag begivenhed. Der var af den grund ikke de store muligheder for at prøve 

sprøjten i aktion. I stedet mødtes brandmandskabet 2 gange om året og foretog en sprøjteprøve. Man riggede 

hele udstyret til og pumpede løs, for at se om alt fungerede som det skulle. Det gjorde det som regel, og når 

der en sjælden gang var en utæthed på slangen, blev den repareret med det samme.

Ved disse møder/øvelser udførte man en anden vigtig funktion: Den forebyggende.

Brandmesteren gik fra hus til hus for at sikre sig at ildsteder, bageovne og skorstene var i forsvarlig orden. 

Hvis sagerne ikke var i orden, vankede der bøder og pålæg om at bringe sagerne i stand hurtigst muligt. Det 

sidste havde man svært ved at acceptere i Ude Sundby. Man ville gerne hjælpe, men når brandmesteren fra 

Frederikssund blandede sig i, hvordan deres ildsteder skulle være, var der mange som mente, at nu kunne 

det være nok.

Det fik brandmesteren at mærke, da han i oktober 1764 havde været på sin halvårlige runde gennem Ude 

Sundby. Der havde været mange klagepunkter, hvilket havde bevirket, at adskillige af landsbyens beboere 

var fulgt efter ham. De truede ham med alskens ulykker, hvis han vovede sig ind i landsbyen igen, især skulle 

han vogte sig for at komme der ved nattetide. Efter at dette var blevet refereret ved et møde, indkaldte man 

Ude Sundbys sognefoged, der fik en alvorlig belæring om at han skulle sørge for at landsbyboerne opførte 

sig ordentligt. Og man hørte da heller ikke mere til sagen.

Et andet vigtigt forebyggende arbejde, var at lade skorstenene feje. Dette skulle ske et par gange om året. Da 

der ikke boede en skorstensfejer i Frederikssund, havde brandvæsnet entreret med ham der boede i Hillerød, 

om at komme og feje byens skorstene. Det var dyrt, og derfor mente adskillige at det kunne de selv gøre. Det 

kunne de også, men skorstensfejeren blev sur. Hvis han ikke kunne få betaling for ALLE byens skorstene, så 

skulle man ikke regne med ham. Han nægtede at tage hele den lange rejse for så få penges skyld. Til slut 

måtte man beslutte, at skorstensfejerne fik penge for alle skorstenene, selvom der var nogen der udførte 

arbejdet selv.

At der var grund til at passe på, fik man jævnligt påmindelser om. Den 6.juni 1770 havde Snedker Lunds kone 

i Frederikssund, sat en kedel vand over til the. Inden de kogte, var hun et øjeblik væk i andet ærinde. I hendes 

fravær var nogle gnister sprunget over i noget træ, som lå ved ildstedet, og ilden fik også fat i et par hylder, 

som hang ved siden af. Det blev straks opdaget, og man fik slukket ilden ved at pøse et par spande vand 

over. Brandvæsnet nåede først frem efter ilden var slukket, det på trods af at hele udstyret stod klar ved 

sprøjtehuset. Der havde tidligere på dagen været meldt brand i Manderup. Man havde derfor læsset sprøjten 

på vognen og gjort klar til udrykning, men fortrudt i sidste øjeblik. Man turde ikke forlade Frederikssund med 

sprøjten. Der kunne jo udbryde brand mens man var væk, og derfor var man blevet hjemme. Snedker Lund 

slap med skrækken, og han blev ikke engang idømt en bøde for uforsvarlig omgang med ilden.

Det var ikke kun indendørs, at brandkorpset vogtede over hvad der foregik. Den 6.februar 1779 hørtes et 

skud nede fra Skyllebakken. Brandinspektør Fæster for af sted i retning af, hvor skuddet havde lydt, men 

inden han nåede frem, hørte han endnu 3 skud. Vel fremme fandt han Villum Nielausen fra Bi-lidt, soldaten 

Niels Østenberg og Jørgen Smiths bryggersvend, Niels, som stod og skød ud over fjorden. Fæster 

beslaglagde øjeblikkeligt geværerne. Senere blev de tre indkaldt for brandretten for at forklare, hvorfor de 

havde skudt. Niels Bryggersvend sagde, at hans husbonds datter skulle giftes med hørkræmmer Årestrup fra 

København. Han ville derfor salutere Årestrup med 9 skud, som skik var. Han havde overtalt de to andre til at 

hjælpe sig. Men de havde ikke fuldendt forehavendet, da brandinspektør Fæster havde afbrudt dem. Selvom 

sagen var alvorlig, gjorde man – udover forhørene – ikke noget ved den.

Det kunne synes som en overreaktion, at der blev gjort så meget ud af et par geværskud, men frygten for at 

der kunne ske noget alvorligt var velbegrundet. Søndag den 28.marts 1790 klokken ni, var Ude Sundbys og 

Frederikssunds borgere i kirke til gudstjeneste. Blandt dem var skomager Jacob Knudsen og hans hustru, 

de var i kirke for første gang, efter at de var blevet gift – en anledning som deres plejesøn Mathias Carl syntes 

skulle markeres. Han havde fået fat i et gevær, som han fyrede af i Frederiksborggade, hvor de boede. Flere 

reagerede og bad ham holde inde, men han skød dog endnu et skud af, med det resultat, at forladningen fløj 

op på vægter Lars Mogensens stråtag, og satte ild til det. Snart var ilden opdaget, og naboen, Otto Strøy, slog 

alarm. Han sendte bud efter brandsprøjten fra Frederikssund, og lod også meddelelse gå op til kirken. Folk 

forlod øjeblikkeligt gudstjenesten. Enten for at deltage, eller for at nå hjem og redde deres egne ting, inden 

der måske gik ild i deres egne huse. For 6 familier var det for sent. Deres huse brændte ned til grunden, uden 

at de nåede at redde ret meget. Lars Mogensen havde prøvet, men i forstuen var det brændende loft faldet 

ned over ham, og han blev – stærkt forbrændt – reddet ud, men døde kort efter af sine forbrændinger. Ved 

denne lejlighed fik sprøjten sin ilddåb, og den bestod med glans. Den havde dog fået hjælp af sprøjterne fra 

Slangerup og Jægerspris. Man havde ikke kunnet hindre, at seks huse brændte ned, men man havde stoppet 

ilden, så den ikke fik fat i flere huse.

Sprøjten var over 30 år gammel, da den deltog i sin første ildebrand. Den fungerede udmærket, men den var 

efterhånden ikke tidssvarende mere. Der var i mellemtiden laver større og langt mere effektive sprøjter. 

Indsatsen i Frederiksborggade havde også vist, at det var en fordel med mere end en sprøjte. Der skulle dog 

gå endnu 13 år, før man tog skridt til at anskaffe endnu en. I 1803 nåede Frederikssunds borgere til enighed 

om, at man ville betale den ene halvpart, hvis Ude Sundbys borgere ville betale den anden halvpart. Man fik 

blankt afslag fra Ude Sundby, og man besluttede at vente med at anskaffe endnu en sprøjte indtil 

Frederikssund selv havde råd. Havde man vidst, hvad der skete et par år senere, havde man nok købt 

sprøjten uden betænkning. Den 4.august 1805, lidt før klokken 22, udbrød der brand i garver Christian Smiths 

gård i Vimmelskaftet. Vægteren opdagede ilden, da den havde fået fat i stråtaget, og slog straks alarm. 

Brandvæsnet var hurtigt fremme, men ikke hurtigt nok til at begrænse ilden til Smiths ejendom. De næste 

timer søgte brandkorpset og Frederikssunds og Ude Sundbys borgere at bekæmpe ilden, men blev vidner til, 

hvordan 16 ejendomme brændte ned. Også denne gang krævede ilden sine ofre. Brandmester Niels 

Gudmandsen mistede livet, da han forsøgte at redde den 80-årige Kirstine Rugård, som boede hos ham. Hun 

omkom ligeledes i flammerne, det samme gjorde Christian Vibes enke. Det meste af det vi i dag kender som 

Østergade, nedbrændte, og størstedelen af brandredskaberne var blevet ødelagt. Man var ikke i tvivl om at 

branden var blevet påsat. En Hans Pedersen var under mistanke. Han var året før blevet fyret af garvet Smith, 

og havde truet med, at der skulle omme en ulykke over garveren. Hans Pedersen blev arresteret, men da han 

kunne bevise, at han på brandtidspunktet opholdt sig på sin bopæl i Freerslev, blev han løsladt igen. Hvem 

der virkelig havde påsat branden blev aldrig opklaret. Allerede 3 år senere galede den røde hane igen, men 

med knap så alvorlige følger. Ilden var opstået i sidelængen på murermester Jenneriks gård om aftenen, efter 

man var gået til ro. Heldigvis var pigen i huset blevet dårlig og var stået op. Hun opdagede ilden og kaldte de 

øvrige i huset op. Alle reddede livet. Gården brændte ned til grunden, men ved brandvæsnets indsats 

hindredes ilden i at sprede sig. Hvad der havde startet branden, fandt man aldrig ud af. Den 3. december 1822 

var den gal igen. Der var udbrudt ild i gavlen på Søren Halds hus, som lå i nærheden af skibsbroen. Herfra 

var ilden sprunget over i saddelmager Henrik Mogensens hus mod nord og senere i lods Villum Jensens 

hus, som lå mod syd. Henrik Mogensen havde på det tidspunkt hvervet som brandmester, og måtte derfor 

ned og låse op for sprøjtehuset, inden han kunne vende tilbage og begynde at redde noget ud af sit 

brændende hus. Brandvæsnet disponerede på daværende tidspunkt over tre sprøjter, benævnt som den 

store, den mellemste og den lille. Alle blev sat ind i kampen mod ilden. Branden blev begrænset til de 3 huse, 

også denne gang undgik man den helt store katastrofe. Ved de efterfølgende forhør, påstod Søren Hald, at 

ilden var opstået hos Henrik Mogensen, men da alle de andre mange i forhør havde set ild hos Søren Hald 

først, kom han ikke langt med den påstand. Brandsprøjterne fik man igen brug for i 1836. Den 20.juni, ved 

7-tiden om aftenen, bemærkede tjenestepigen, Lisbeth Hermansdatter, at der sivede røg ud fra taget hos 

hendes husbond, brændevinsbrænder Niels Jensen, og hun slog straks alarm. De tre sprøjter kom hurtigt 

tilstede, men man kunne ikke redde Niels Jensens stråtækte gård, der brændte helt ned. Naboejendommen, 

hvor bager Hildebrandts enke boede, led også skade ved branden. En stærk vestlig vind gjorde, at gnister 

fløj ind over Ude Sundbys stråtækte tage. Det lykkedes dog for brandkorpset, sammen med de tilkaldte 

sprøjter fra omegnen, at hindre, at der udbrød brande her, bortset fra et enkelt hus, hvor fuldmægtig 

Thronsen boede. Heller ikke denne gang fandt man brandårsagen. Siden 1805 havde brandkorpset haft 

heldet til at forhindre brandene i at udvikle sig over større områder. En hurtig indsats havde hver gang reddet 

Frederikssund og Ude Sundby. Men i 1868 gik det rigtigt galt. Ved 12-tiden den 15. juni konstateredes ildløs i 

møllersvend Anton Møllers hus i Strandgaden (i dag Jernbanegade). Der var den dag storm fra nordøst, så 

selv om brandkorpset var hurtigt fremme, kunne man ikke hindre at ilden sprang fra hus til hus mod syd. På 

et tidspunkt spang den over vejen, og fortsatte sin hærgen på Bakken (Bakkegade og Bakkestræde). Man fik 

først stoppet ilden, da den nærmede sig præstegården. Det lykkedes fordi man konstant oversprøjtede 

nabohuset med vand. Ilden rasede i 5 timer. Da den døde ud, var der brændt 25 huse, og et menneske havde 

mistet livet. En pige havde fået et brændende tag ned over sig, da hun forsøgte at redde sin mors ejendele. 

Hun omkom i flammerne. Omegnens sprøjter havde også denne gang bistået ved slukningsarbejdet. Efter 

denne brand iværksattes en større indsamling. Det var tiltrængt, da det var byens fattigste del, branden 

havde ramt. Ude Sundby var netop blevet indlemmet i Frederikssund Købstad. Det betød at de nye huse 

skulle opføres i grundmur og belægges med tegl, mens de gamle var forsikrede som bindingsværkshuse 

med stråtag. Flere måtte sælge deres brandtomter, mens andre klarede sig igennem, men sikkert under 

trange kår. I alle årene havde det, at være ansat i brandvæsnet været et borgerligt ombud. Det var i princippet 

frivilligt arbejde, som man ikke kunne undslå sig fra, og det var ulønnet. Der var igennem tiden sket 

ændringer i mandskabets antal, men ellers fungerede det på mange måder stadig, som da man startede i 

1761.

Først i 1897 fik man et lønnet brandkorps. Man havde nu en brandinspektør, en vicebrandinspektør, 4 

assistenter og 20 almindelige brandfolk. De skulle forestå brandslukningen, men befolkningen skulle stadig 

sørge for vandforsyningen.

At det sidste kunne være et problem, viste sig i 1901, da der udbrød brand i Mariendals Bageriets skorsten i 

Frederiksborggade. Brandvæsnet var på pletten 10 minutter efter alarmen havde lydt, men vand kom der ikke 

noget af. Alle, der skulle bringe vand, var blevet hjemme. Hvis ikke man på anden måde havde kunnet slukke 

ilden, kunne det have udviklet sig til noget meget alvorligt.

I 1919 blev Frederikssund ramt af noget, som brandfolk og borgere frygter allermest. En række 

pyromanbrande hærgede byen. Det startede den 5. august 1919, hvor Axel B. Langes magasin i 

Jernbanegade brændte. Også naboejendommen brød i brand. Man måtte have Københavns Brandvæsen til 

hjælp, og alligevel gik det meste af natten med at slukke ilden. I de næste 2 år blev byen med jævne 

mellemrum hjemsøgt af brande. Brandvæsnet var på pletten hver gang, og fik begrænset ildens ødelæggelse, 

men man undgik ikke de store materielle skader. Endelig den 1. oktober 1921 fik man arresteret pyromanen, 

som ved de efterfølgende forhør, tilstod at have anstiftet 12 brande. Med ham bag tremmer, kunne 

Frederikssunds borgere igen sove trygt.

Besparelser på de kommunale budgetter er ikke af nyere dato. Også i 1920’erne fandt man at de kommunale 

udgifter var ved at løbe løbsk. Og da man undersøgte hvor der kunne spares, måtte blandt andet 

brandvæsnet holde for.

Hillerød og Frederiksværk havde kun 12 mand i deres brandkorps.

Hvorfor skulle Frederikssund have flere?

Besparelsen blev gennemført og Frederikssunds brandvæsen kom ned på 12 mand.

I 1927 blev det yderligere skåret ned med 2 mand, fordi man det år indgik et samarbejde med Zonens 

Redningskorps, der i 1931 også overtog vedligeholdelsen af korpsets materiel. Ved den lejlighed flyttedes 

materiellet fra Torvet ned til Bruhnsvej. På Torvet havde det haft til huse siden 1901, hvor sprøjtehuset ved 

havnen var blevet for lille.

Allerede året efter, i juni 1932, måtte brandvæsnet ud til en brand på Langes Tømmerplads. Ugerne forinden 

havde været varme og tørre, hvorfor ilden med lynets hast havde grebet om sig. Man havde ikke den ringeste 

chance for at redde tømmerpladsen, man kunne kun koncentrere sig om at begrænse ilden, så den ikke 

angreb de nærmeste bygninger. Mens redningsarbejdet stod på, kom der assistance fra omegnens 

brandkorps. Men der skulle gå mere end 15 timer, med indsats fra 11 motorsprøjter, før det lykkedes at få 

branden under kontrol. Men nabohusene blev reddet.

  Krigen blev også en periode, som flere gange krævede brandvæsnets indsats. Adskillige gange måtte man 

rykke ud til brande, som det lykkedes at stoppe, inden de udviklede sig til noget større. En af de kraftigste 

brande var, da Jernstøberiet i Kirkegade, natten til den 9. maj 1943, brændte. Ilden var så kraftig, at man for en 

sikkerheds skyld evakuerede beboerne i de nærliggende huse. Men denne gang lykkedes det at begrænse 

ilden til jernstøberiet, så folk kunne flytte ind igen.

Den 13.oktober samme år, måtte brandvæsnet igen rykke ud til en storbrand. Denne gang var det 

Kalvøpavillonen der brændte. Den var næsten udelukkende af træ. Så ilden havde let spil. Det lykkedes ikke 

at redde pavillonen, selv om man fik assistance fra Roskilde Brandvæsen.

Samarbejdet med Zone-redningskorpset var gennem årene blevet dyrere for kommunen. I 1944 var prisen 

steget så meget, at kommunen opsagde den indgåede aftale. Man mente, at man – med de priser der 

forlangtes – sagtens selv kunne finansiere korpset, og man købte, i den anledning, en brugt motorsprøjte 

hos Københavns Brandvæsen. Sprøjten blev, af mangel på bedre, parkeret i garagen på Hotel 

Frederikssund.

Som det var meningen, blev opholdet her relativt kortvarigt. I 1949 kunne man flytte ind på en nyopført 

brandstation på Lundevej. Herfra kom udrykningerne til at foregå i de næste årtier, indtil stationen, i 

slutningen af 1970’erne, blev for lille til materiellet. Så flyttede man til den nuværende beliggenhed ved 

Kocksvej/Omkørselsvejen, og mon ikke den her har fundet sit blivende opholdssted?

  At lade brandvæsnet blive ”professionelt” var en klog beslutning. Det kan ses af de gamle protokoller, at det 

ofte kunne være så som så med frivilligheden. Der blev udstedt adskillige bøder fordi folk udeblev fra 

øvelserne. Datidens mangelfulde materiel gjorde det heller ikke nemmere at bekæmpe brandene. Men når de 

virkelige alarmklokker lød, var alle, uanset hvor håbløst det kunne se ud, parat til at yder deres yderste.

På det punkt er forskellen imellem dengang og nu, nok ikke så stor.

Til forsiden